Ad loading…

Standard (EADGBE)

 Vi elsker vort land,

 når den signede jul

 tænder stjernen i træet med glans i hvert øje,

 når om våren hver fugl

 over mark under strand

 lader stemmen til hilsende triller sig bøje:

 vi synger din lov over vej, over gade,

 vi kranser dit navn, når vor høst er i lade,

 men den skønneste krans

 bli'r dog din, sankte Hans,

 den er bunden af sommerens hjerter så varme, så glade,

 - men den skønneste krans

 bli'r dog din, sankte Hans,

 den er bunden af sommerens hjerter så varme, så glade.

 Vi elsker vort land,

 men ved midsommer mest,

 når hver sky over marken velsignelsen sender,

 når af blomster er flest,

 og når kvæget i spand

 giver rigeligst gave til flittige hænder;

 når ikke vi pløjer og harver og tromler,

 når koen sin middag i kløveren gumler:

 da går ungdom til dans

 på dit bud sankte Hans!

 ret som føllet og lammet, der frit over engen sig tumler,

 - da går ungdom til dans

 på dit bud sankte Hans!

 ret som føllet og lammet, der frit over engen sig tumler.

 Vi elsker vort land,

 og med sværdet i hånd

 skal hver udenvælts fjende beredte os kende,

 men mod ufredens ånd

 over mark, under strand

 vil vi bålet på fædrenes gravhøje tænde:

 hver by har sin heks, og hvert sogn sine trolde,

 dem vil vi fra livet med glædesblus holde,

 vi vil fred her til lands,

 sankte Hans, sankte Hans!

 den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli'r tvivlende kolde,

 - vi vil fred her til lands,

 sankte Hans, sankte Hans!

 den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli'r tvivlende kolde.